Lidt historie

Den første hårløse hund dukkede op for over 3.000 år siden i Afrika som en mutation. Den fik navnet Canis Africanis. Der er  bl.a. på Mexican Museum billeder af små hårløse hunde, der er fundet i mexicanske "oltidsgrave". Hårløse hunde er således ikke et resultat af menneskeligt opdræt.

Det siges, at velhavende kinesiske købmænd, der slog sig ned i Sydamerika og Mexico, tog hårløse hunde med sig om bord på handelsskibene fra hovedlandet. De handlede med de små hunde med andre varer. Under Han-dynastiet (202 f.Kr. – 220 e.Kr.) opdrættede mandarinerne denne ”kostbare vogter af huset”. Hundene passede perfekt ind i en verden af  porcelæn, silke og smukke damer, og blandt Aztekerne tilbad man de hårløse hunde. De ansås for at have en magisk og helende kraft på astmatiske og reumatiske sygdomme.

Der findes hårløse hunde overalt i verden og de går under mange forskellige navne: Chinese Crested, Mexican Xoloitzcuintli, African Hairless, Abyssenian Sand Dogs, Turkish Naked dogs, Peruvian Inca Orchid / Moonflower Dogs o.s.v.. De har dog alle følgende til fælles: ufuldstændigt tandsæt og opretstående ører. Nogle af dem er fuldstændig hårløse, mens andre har en lille ”tot” hår på hovedet og halespidsen og ”sokker” på fødderne.

Chinese Crested / Powder Puff

Kineseren findes i 2 varianter, der fødes i de samme kuld. Den hårløse, kun med hår på hoved (crest), hale og poter, og Powder Puffen (”pudderkvast”) med pels, der ”falder som et blødt slør omkring hunden”. Powder Puffen kaldes også for "mini Afghansk Mynde".

Den hårløse kræver ikke megen pleje. Den må gerne vaskes jævnligt og huden skal smøres med lidt uparfumeret bodycreme. Powder Puffen derimod kræver en del pelspleje, men den fælder ikke, og vælger man f.eks. at ”hvalpeklippe” pelsen er den nem at holde.

Der fødes også genetisk hårløse eksemplarer med mere eller mindre hårvækst på kroppen. Idealhøjden (skulderhøjden) er for tæver 23-30 cm og for hanner 28-33 cm. 

Der er 2 typer af denne race. Deer-typen, som er myndeagtig, letbygget og finlemmet og Cobby-typen, som er kraftigere i krop og knoglebygning.

Kineseren er en munter og meget intelligent hund med et væsen, der yderligere forstærker det eksotiske indtryk. Den må aldrig være arrig.

De fleste kinesere er glade for en rask gåtur. I dårligt vejr nøjes den hårløse dog gerne med en mindre tur, og om vinteren vil den gerne have en lille ”frakke” på. Derimod elsker den hårløse at ligge i solen, og den bliver også solbrændt om sommeren. Det er dog en skrøne, at den skal smøres ind i solcreme for at færdes ude om sommeren. Huden skal passes, som vi ville passe vores egen hud. Bortset fra de kinesere, der har en meget plettet, lys og sart hud. Her skal man passe ekstra på, specielt i det tidlige forår. Se endvidere uddrag af artikel nedenfor om farve og pigment.

Når kineseren selv vil, er den meget dygtig til agility. Den er en rigtig god springer. Lydighed lærer den også nemt, dog iblandet en vis portion stædighed. Den er meget dygtig til at ”danse” og gå på to ben. Et andet særkende ved racen er de lange ”hare-poter”. Smalle og meget lange, med særlig lange tå-knogler mellem leddene, især på forpoterne. På den måde kan den nærmest ”omfavne” og holde ting, og næsten som en abe klatre over et hegn.

Det er en selskabshund, der knytter sig tæt til sin familie. Det er en følsom hund, der aldrig må behandles hårdt, men til gengæld er den meget lærenem, når tingene ”leges” ind. Et gammelt ordsprog om racen siger, at ”de kan ikke hjernevaskes, men skal forhandles med”. Som andre racer er der selvfølgelig temperamentsforskelle individerne imellem. Nogle er glade for masser af aktivitet  og fremmede i huset, mens andre godt kan være lidt reserverede overfor mennesker, de ikke kender.

Fra ”The Naked Truth” af Amy Fernandez og Kelly Rhae

Farve og pigment

"Forskelligheden er et af de mest tillokkende aspekter i opdrættet af hårløse hunde, og det indbefatter helt afgjort også det utal af farver, der kan forekomme: fra sort til hvid og alt derimellem.

Dramatiske farveforandringer fra baby til voksen er almindelige. Du kan se en helt lyserød baby, der udvikler små blege fregner, som senere bliver til pletter, derefter til plamager og før du ved af det, er din lyserøde hund blevet sort!

Denne variation i farver og pigmenter skyldes mængden af melanin i huden, og det er årsagen til, at nogle hårløse hunde får en dejlig solbrændt farve. En let grå hund vil, efter få dages solbadning, blive kulsort, og en lyserød hund vil få en smuk dyb bronzefarve. Farveintensiteten afhænger af forekomsten af melanin i huden, hvilket er arveligt.

Farveopdræt af hårløse er ikke anderledes, end i alle andre racer. Her gælder de samme regler for farvegenetik, som faktisk er den mest grundigt undersøgte arvelige egenskab ved hunde. De fleste bøger om arvelighed af farve nævner dog ikke noget om nogle af de mest interessante farvenuancer, som vi ofte står overfor; lyserød, rosa, violet og lavendel. Husk på, at mange af de svage farver som f.eks. leverbrun ofte optræder sammen med upigmenteret næse og øjenkanter, eller uønskede øjenfarver som nøddebrun, gul eller grøn. Manglende aftegninger på plettede hunde, som upigmenteret næse og øjenkanter, kan sprede sig til øjnene, og derved forårsage udviklingen af porcelænsøjne (øjne med uigennemsigtig og hvid hornhinde). Derfor er der grund til at advare mod at parre lyserød med lyserød og plettet med plettet.

Standarden for meget af det hårløse opdræt anbefaler ægte mørke farver. Dette ønske begrundes blandt andet i, at mørke hunde i realiteten er immune overfor solskoldning, og at lyserøde/leverfarvede/bronze hunde er meget modstandsdygtige overfor solen. Men plettet eller uensfarvet hud er meget modtagelig for at blive forbrændt på grund af, at de upigmenterende områder på huden ikke indeholder melanin – ligesom en albino. Melanin, eumelanin og pheomelanin er de kemikalier, der er ansvarlige for at producere forskellige farver i hud og pels. Dette kan være en virkelig ulempe, fordi alle hårløse hunde naturligvis er hengivne solelskere."